
Vores originale hal daterer mere end 50 år tilbage efterhånden, men vi holder den i god stand og den har blandt andet over årene fået ny facade, blevet efterisoleret og vi har i dag et kæmpe solcelleanlæg, der hjælper med at holde vores driftsomkostninger nede.
Den nye tilbygning vi fik lavet i 2018 gav os endnu en fuld størrelses hal og cafeteria og løftede vores kapacitet endnu mere.
Den originale hal bliver i dag brugt til alle former for indendørs sport, og vi afholder tit stævner og opvisninger her, da vi har nogle gode lægter, så tilskuerne kan få hele kampen med.


Vores nye hal er fuld størrelse og tilbyder opstregninger til blandt andet Tennis, Håndbold, Fodbold og Badminton.
Hallen har et gardin, der gør, at vi kan dele hallen op i 1/4 og 3/4 størrelse.
Udover de klassiske danske foreningssportsgrene bliver der også af ØIF tilbudt yoga, spinning, step og cirkeltræning i vores lokaler. I vores kælder er der en 15 meters bane, og Østbirk Skytteforening har desuden deres skyttehus og udendørs skydebane lige bag ved vores haller.


Vores cafeteria, der drives af Jesper og Ruth, har flere gange ugentligt en dagens ret på menuen.
Derudover tilbyder de et godt menukort med de klassiske retter du forventer at finde i en hal, men også nyere.
Køkkenet og faciliteterne er en del af den nye tilbygning vi lavede i 2018, og spiseafdelingen kan deles op i to med en stor foldevæg.
Her bespises mange mennesker i løbet af ugen, efter en god gang træning af den ene eller anden art, eller holdene slutter træningen med en "tredje halvleg".

Fodbold, både inden- og udendørs, er stort i Østbirk, og vi har flotte baner, der bliver vedligeholdt af Horsens Kommune. Vi har banelys på de to store baner.
Der er opført en kunstgræsbane, der gør, at sæsonen kan udvides for fodboldafdelingen betydeligt.
Bag ved Østbirkhallen har ØIF opført en udendørs padelbane, der er åben 24/7, og den kan nemt bookes via dette link.


ØIF har hele to tennisbaner udendørs, samt de to indendørs, og der er generelt en god opbakning om tennis i Østbirk.
Udover de nævnte sportsgrene kan du også finde krolfbane, petanque og udendørs træningsredskaber rundt om hallen.
